Annonce
Er du en af de heldige, der snart kan se frem til en ferie et sted i EU, eksempelvis på skiferie i Østeuropa eller til nytår i Berlin, og er du egentlig lidt i tvivl om, hvordan og hvor meget du må bruge din telefon? Så læs med her, når vi fortæller dig om alt, du bør vide om brugen af mobiltelefoni i EU.
Hvilke lande gælder det?
Der er 28 EU-lande i alt, og ud over Danmark er de: Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Østrig og Storbritannien (lidt endnu i hvert fald). Derudover er landene Norge, Island og Liechtenstein også indbefattet af disse mobiltelefoni-regler.
Er der gratis roaming i EU?
Når du befinder dig i et EU-land (inklusiv Norge, Island og Liechtenstein), skal du ikke betale ekstra for at bruge din mobiltelefon. Dette skyldes, at roaming – dvs. opkald, sms og data på et udenlandsk netværk – er gebyrfrit i hele EU. Du skal blot betale din sædvanlige indlandstakst for dine opkald, dine sms’er og din brug af datatjenester, når du befinder dig i udlandet. Det betyder altså, at det koster det samme for dig for opkald, sms’er og dataforbrug som herhjemme.
Vær altid opmærksom på, at når du krydser en grænse inden for EU, så skal du altid modtage en sms fra dit mobilselskab, som minder dig om reglerne om rimeligt forbrug og gør dig opmærksom på, at du nu roamer.
Gælder reglerne også, når folk kontakter mig?
Der gælder de samme regler, ligegyldigt om du er afsender eller modtager af opkald og sms’er, imens du befinder dig i et andet EU-land. Ligegyldigt hvilket mobilselskab modparten har, så kommer du ikke til at betale ekstra for deres opkald og sms’er til dig.
Der er dog en undtagelse…
Som sagt skal du betale din sædvanlige takst for opkald, sms’er og dataforbrug, når du befinder dig i et andet EU-land – men undtagelsen er, at forbruget skal befinde sig inden for rimelighedens grænser og regnes for “rimeligt forbrug af roamingtjenester”.
Mobilselskaberne har lov til at anvende en politik om ”rimeligt forbrug af roamingtjenester”, hvilket betyder, at de kan anvende fair og rimelige kontrolsystemer for at undgå, at deres kunder misbruger reglerne om mobiltelefoni i EU.
Disse regler indbefatter ofte, at der er et loft på, hvor stort et dataforbrug du må have, når du er udenlands, og loftet bestemmes af, hvilket mobilselskab og abonnement du har.
Men når det er sagt, så kan du sagtens Google noget, tjekke din Facebook eller deltage i en online debat om mobiler, når du er på ferie i et EU-land, det sker der ingenting ved.